Biografi

Jan Laurberg List

Jeg blev født i Svendborg i 1940. Barndommen ved Svendborgsund prægede opvæksten. Med en bedstefar der var skipper på hans eget 3-mastede sejlskib fra Marstal og aner der var hvalfangere på Grønland, var vandet mit naturlige element. Min far lærte mig om havet og gav mig en skydepram, da jeg blev 6 år og jeg brugte i mine drengeår hele det sydfynske øhav som min tumleplads.Naturens skiften på havet og glæden ved at tegne og male gik op i en højere enhed der blev stærkt opmuntret af min klasselærer Jeff Nielsen, der også var en inspirerende tegne/malelærer. Jeg solgte sit første billede som 8 årig. Det var godt nok huslægen, der købte det under et sygebesøg. Jeg håber, at han også havde forstand på kunst.

Jeg blev uddannet som maskinarbejder og rørsmed på Svendborg Skibsværft, fra jeg var 14 til 19 år.Jeg uddannede mig som Skibsmaskinmester, Teknikumingeniør og HD i Afsætningsøkonomi fra CBS. Det førte til stillinger i erhvervslivet som leder indenfor strategi og udvikling,  marketing og salg, samt indenfor produktion, miljø og laboratorier.

Jeg har i hele forløbet bevaret interessen for at fordybe mig, hvad enten det drejer sig om psykologi, menneskers adfærd, tegning og maling eller, hvad meningen med livet er.

Interessen for filosofi og for menneskers adfærd førte over en periode på 10 år til en debut som forfatter. Bogen ”Meningen med livet” udkom i 2003. På basis af min fordybelse i og interesse for menneskers liv, natur og kunst holder jeg foredrag med emner som  – Kunst og virkelighed – Hjernens rolle ved skabelse af kunst Hvad er kunst? – Europæisk malerkunst fra år 1300 til år 2000.

Jeg er elev af maleren Steen Løgstrup og jeg har studeret komposition hos David Isenberg. Steen Løgstrup, der er uddannet på Kunstakademiet, har atelier i Troense på Tåsinge. Vi har i en årrække arbejdet i atelier ”Cotta” i Argeles-Sur-Mer i Sydfrankrig, hvor vi har malet i 2-3 uger forår og efterår.

Jeg er formand for Kunstnersammenslutningen Gribskovmalerne, medlem af Kunstrunden Nordsjælland, Kunstværkstederne i Helsinge, K51 i Tisvildeleje og medarrangør af Tisvilde Billedfestival.