Kunst og filosofi

Hvad er kunst?
Det var først i midten af 1700 tallet, at begrebet ”kunst” i filosofien fik betegnelsen ”de skønne kunster” og blev afgrænset fra generelle menneskelige færdigheder. Udskillelsen af ”de skønne kunster” var forudsætningen for æstetikken.
Hvad er filosofi?
Filosofi står efter græsk for «kærlighed til visdom». Den filosofiske stræben efter visdom er almenmenneskelig. Dens konkrete udtryk er derimod historisk udviklet og der er store forskelle på de tre store traditioner, den græske, den indiske og den kinesiske. Det følgende drejer sig kun om den græske tradition og dens videreførelse i den vestlige verden.
Filosofi søger sandheden spekulativt ved at kombinere sanseindtryk, erindring, fantasi, erfaring, håb og fornuft. Man kan filosofere om hvad som helst. Men svarene må kunne stå for en filosofisk kritik, idet der kræves en vis logisk sammenhæng i begrebsanvendelsen og et nogenlunde reflekteret forhold til alment accepterede sandheder.
Den æstetiske kunst – de skønne kunster.
Når vi står overfor – den ægte æstetiske kunst, det skønne – bliver vi grebet og fyldes af:                               et interesseløst velbehag – en lystfornemmelse fri for begærlige eller målrettede bagtanker”.(Immanuel Kant-”Dømmekraftens æstetik 1790)”
Mit kreative bud på en forklaring af denne mentale tilstand, der i princippet opstår hos alle mennesker, der under samme forudsætninger oplever f.eks. et maleri er, at maleriets kombination af farver og former rammer noget, der er i æstetisk samklang med former i naturen såvel som med menneskets underbevidsthed.
Med andre ord, mennesker har en art ”kommunikation” med naturen, formentlig fordi vi selv er en del af naturen.
Selvom vi ikke med vores bevidste tanker forstår, hvad der sker, hvorfor eller hvordan det sker, så ”aflæser” vores underbevidsthed naturens former og de skaber harmoni og sammenhænge i os, uden at en forklaring når frem til vores bevidste tanker.
Mennesket er en del af naturen?
“Meningen med livet”    
(Jan Laurberg List-ISBN 87-90924-99-1)
Jeg udgav i 2003 ovennævnte bog. Her følger nogle uddrag fra bogen.
På det filosofisk eksistentielle niveau er det min opfattelse,
  • At mennesker lever som enheder i Universet.
  • Mennesker består lige som Universet af grundstoffer.
  • De naturlove der gælder i Universet, gælder også for mennesker.
  • Vi kender formentlig kun sporadisk naturlovene, det giver usikkerhed, med hensyn til hvem vi er, og hvad meningen er med det hele.
    • Usikkerheden skærper vores sanser overfor natur oplevelser
    • Som en del af naturen har vi forudsætninger for at ”kommunikere” med naturen
    • Når vi henrykkes af f.eks. en solnedgang eller en rose, der folder sig ud i fuldt flor, så ”kommunikerer” vi med naturen.
    • Friheden fra alle mål og interesser når vi f.eks. oplever en skøn solnedgang giver os en til vished grænsende fornemmelse af, at den æstetiske oplevelse af velbehag vil blive delt af alle mennesker i samme situation.

Æstetiske sammenhænge mellem naturen/universet og mennesker.

Eksempler på æstetisk samklang mellem naturen/Universet og mennesker er ”Det gyldne snit”, Fraktaler og Fibonacci tallene.
(Altandetlige.dk/fagligt/matematik,-oekonomer) v. Christian Duffau Rasmussen.

 

 “Det gyldne snit”.

Blev opfundet af Euklid for ca. 2300 år siden. ”Det gyldne snit” indgår i de fleste menneskers valg, når de bliver bedt om at dele en linje, et rektangel eller et rum efter harmoni- og skønhedskriterier.
Det gyldne snit” er anvendt af kunstnere som Leonardo da Vinci, Eckersberg, Dûrer og Botticelli.
I naturen udnytter forårsknopperne på træernes grene pladsen og lyset mest effektivt, når de placeres efter en snoet linje, der er forbundet med ”Det gyldne snit”
Det nævnes(C. Duffau Rasmussen) at visse størrelsesforhold i menneskekroppen og hos dyr nærmer sig Det Gyldne Snit eller phi=(1,618……), altså et uendeligt tal. Men skeptikere mener, at den logaritmiske spiral man finder i sneglehuse er et endeligt tal, det vil sige en spiral, hvis vækstrate af radius er præcis phi=(1,618). Tallet phi må på en eller anden måde have en særlig sammenhæng med skønhed.
Det er en noget højtflyvende tanke at lade naturen, herunder menneskekroppen være styret af et enkelt tal. Det virker til at være meget at forlange. C. Duffau Rasmussen stiller sig derfor skeptisk overfor postulater om tal med universelle egenskaber i den fysiske verden. Men uanset hvor skeptisk et syn man vedkender sig, er det svært benægte de observationer, som er nært beslægtede med matematiske størrelser og objekter, der findes fra den fysiske verden.
I starten af 1900 tallet gjorde man en af mange matematiske opdagelser, som er gjort på tværs af geografi, kultur og tid. Srinivasa Ramanujan var en fattig inder med et enormt matematisk talent. Uden nogen matematisk undervisning og med nogle få bøger om trigonometri genopdagede han allerede som 12- årig store matematiske sætninger som Eulers identitet.
Man kunne evt. konkludere at matematik er en særlig egenskab ved den menneskelige hjerne. En form for tanker alle mennesker rummer. Det styrker teorien om, at de matematiske begreber ligger skjult i vores hjerner.
Hvordan kan matematiske opdagelser ellers være fuldstændig ens på tværs af tid og sted? Eulers identitet var jo præcis den samme for Euclid som den var for Ramanujan, som ikke kendte til sætningen inden han på egen hånd genopdagede den. Hvad gør, at matematikken som blev praktiseret af Euclid 300 f.Kr. stadig, med meget få undtagelser, er helt gyldig i dag?
Min tese er, at det er menneskets fantastiske hjerne med 100 milliarder celler placeret i mennesker, der alle (minus enæggede tvillinger) er genetisk forskellige og dermed har forskellige kombinationer af talenter, der er forklaringen.
Det sandsynliggør, at der nu og da vil blive født mennesker med unikke matematiske talenter. De vil på baggrund af naturens virke, være i stand til at reflektere og beregne sig til hvilke matematiske love, der må eksistere i naturen.
Fraktaler.
Blev opdaget omkring første verdenskrig. Med computerassistance er man i stand til at beskrive komplicerede former i naturen som f.eks. en rosenknop eller et salathoved.
Fibonacci tallene og den geometriske spiral.
Fibonacci tallene blev præsenteret i en lærebog i 1202 af Leonardo Fibonacci, en italiensk matematiker. Tallene fremkommer ved, at man i en talrække får det næste tal i rækken ved at lægge de foregående 2 tal sammen, f.eks. 0-1-1-2-3-5-8-13-21 o.s.v.
Man fandt formlen for den logaritmiske spiral i 1600 tallet.
Fibonacci tallene indgår sammen med logaritmiske spiraler utallige steder i naturen, hvad enten det drejer sig om galakser i himmelrummet, en edderkop, et bukkehorn, en ananas eller en tusindfryd.
  • Der findes altså en æstetisk følsomhed mellem naturens former, og de former vi fantaserer og leger os til.
  • Det tyder på, at vi med vores sanser kan ”kommunikere” med naturen/Universet.
  • Jeg finder det sandsynligt, at vor æstetiske sans stammer herfra.
  • Det er vores æstetiske sans, der afgør, om vi umiddelbart kan lide de sanseindtryk, vi modtager.
  • Vi er tilbøjelige til at søge ”sikkerhed” i en plausibel forklaring på et kunstværk, som vi vil forstå med vore bevidste tanker, men vi tiltrækkes af kunst der giver os større oplevelser end vi kan forstå med vores bevidste tanker.
  • Derfor søger vi at tolke kunstværker.
Når det drejer sig om abstrakt ekspressionisme (f.eks. W.Kandinskij), må vi acceptere, at der ikke er nogen genkendelige former, som kan tilfredsstille vores bevidste tanker.
Et sådant kunstværk skal simpelthen forstås af vores ubevidste æstetiske sans – som ”noget” der fanger os i kraft af, at maleriet ikke skal ligne noget – det er noget
Som W.Kandinskij sagde:  Maleriet bliver selv natur”.

Antikken

Filosoffer om kunst. (Leksikon.org/art.php)
I antikken eller i middelalderen var æstetik og kunst ikke klart forbundet med hinanden eller afgrænset som et selvstændigt område.
Derfor er beskrivelser af antikkens eller middelalderens æstetik og kunst faktisk en overførsel af begreber fra midten af 1700 tallet på tidligere tider.

Kunstteorier i antikken.

Senere teoridannelser har søgt at støtte sig til især antikkens teorier og dele af disse har været med til at præge «kunsten» helt op til vore dage. Det er rimeligt at berøre baggrunden for en del centrale ideer, der stadig lever og som gerne vil give indtryk af at være evige
Udsagn fra antikken.
Kunstens sande væsen ligger ikke i den praktiske frembringelse, men i et indre forhold, som i nyere tid knyttes til nøgleord som f.eks. «inspiration», «begavelse» og «geni»
Det er en tanke, der mindst har aner tilbage til Homer.
  • Pythagoras (ca. 570-497) beskrev verdens harmoni som matematiske proportioner.
  • Det klassiske værk for inspirationsteorien er Platons «Phaidros», hvor han udlægger poesien som en form for guddommeligt henrykt vanvid.
Platon bliver selv i andre sammenhænge bekymret, når han ser at kunsten udøves med praktiske eller erhvervsmæssige formål.
Han slår fast, at kunsten så har bevæget sig bort fra den guddommelige oprindelse. Han betragtede den kunst, der retter sig mod en indre eller ydre påvirkning som skadelig eller farlig.
  • På den anden side interesserer Platon sig for en teoretisk behandling af musikken på grundlag af matematiske sandheder. En kombination, der har haft store konsekvenser for musikteorien helt op til nyere tid.
  • Aristoteles forklarer kunstværker som menneskelige frembringelser, der har skabt en systematiseret erfaring, som er al kunsts og alle videnskabers baggrund.
Konsekvenser af dette er, at kunst bliver fagligt, lærbart og målrettet, i modsætning til en kunstlære, der har en (guddommelig) inspiration som udgangspunkt.
Antikkens kunstteorier gælder sjældent udelukkende vores definition af «de skønne kunster».
  • I reglen omfatter de også det, vi regner som færdigheder og videnskaber. Aristoteles’ standpunkt står f.eks. i stor gæld til debatten om og forsvaret af lægekunsten.
  • Aristoteles forsvarede kunstværkets forandring af publikums indre. «Katharsis» (renselse), hævdede han, er som en lystbetonet, lettende bevægelse af sjælen, der ligner en helbredelse, hvor kunsten (poesien) kan benytte bestemte, udvalgte lyster som rigtig doseret medicin.
En særlig virksom læresætning i forståelsen af kunstværker er påstanden om, at
«Kunsten efterligner naturen».
  • Demokrit: Mennesket lærer at spinde, væve, synge, bygge huse osv. ved at efterligne fugle og dyrs adfærd.
  • Aristoteles udvidede efterligningslæren ved at hævde, at mennesket gennem kunstarterne udfylder de mangler, naturen har.
  • Læresætningen «kunsten efterligner naturen» har senere opnået en overvældende autoritet. Man har til stadighed forsøgt at indarbejde den i kunstforståelsen ved at tolke den i alle mulige retninger, fra at sammenligne kunsten med guds skaberprincip til at kræve en bedragerisk lighed mellem kunstværk og virkelighed
Derfor var det af central betydning for dannelsen af det moderne kunstbegreb, at de «skønne kunster» blev sammenført og adskilt fra færdigheder og videnskaber.
Antikkens forfattere, som beundrede, samlede på og berømmede kunstværker, formåede aldrig systematisk at formulere nogen speciel, kunstmæssig (æstetisk) kvalitet uafhængigt af værkernes moralske, religiøse, praktiske eller videnskabsmæssige mål.
Udskillelse af kunst som selvstændigt og uafhængigt område.
Filosoffen Alexander Baumgarten udviklede begrebet æstetik i afhandlingen ”Aesthetica” i år 1750.
På den tid fik ordet kunst den betydning, det har i dag.
I afhandlingen definerede han kunst – som den skønne eller frie kunst – der var adskilt fra alle andre menneskelige færdigheder og gøremål.
Heri søgte Baumgarten at forene teorien om det skønne og teorien om kunstarterne.
Udskillelsen af ”det skønne” var knyttet til forandringer i den samfundsmæssige produktionsmåde i forbindelse med ændringen fra det feudale til det borgerlige samfund, som indebar et kapitalistisk marked og en arbejdsdeling.
Den ændring betød, at kunst blev løsrevet fra den hidtidige tilknytning til verdslige og kirkelige magter, der havde behov for at få folket til at opnå ”erkendelse” via kunsten.
Den verdslige ledelse positionerede deres magtpositioner gennem kunsten og den kirkelige ledelse fik fortsat malet skønne malerier på katedralernes loftshvælvinger, så besøgende fik associationer om, at de så op i ”Guds himmel”.
Baumgarten skrev bl.a.
At kunsten kun kan give en utydelig erkendelse, fordi den kun formidler tingenes ydre ”skin”.
At den sansemæssige lyst driver både kunsten og den empiriske videnskab.
At kunsten gør vores sanser mere følsomme og naturvidenskaben udvider vores sanselige verden.
Når man står overfor æstetisk kunst, den ægte kunst, det skønne, viser verdens fuldkommenhed sig hinsides menneskelige handlinger. Kunsten virker harmoniserende på sindet, fordi den genspejler verdensharmonien.

Filosoffen Immanuel Kant (IA)

IA fastslog i ”Dømmekraftens æstetik” i 1790, at – Æstetisk kunst er et selvstændigt område.
I værkernes indre – fordi alle deres dele finder mening i en nødvendig helhed – enhed i mangfoldighede I det æstetiske ydre – fordi vores frihed fra alle interesser giver os visheden om, at vores personligt oplevede velbehag, vil blive delt af alle i samme situation.
Vi underkaster ikke andre vores vilje eller fornuftsslutninger. De vil frit være enige med os. Det giver en fællesskabets ånd.
IA’s æstetik blev den teoretiske begrundelse for “Subjektivismen” såvel som for receptions-æstetikken, fordi, Vi betragter kunstværket, som om det umiddelbart er sprunget ud af naturens favn.
Han havde den tese, at den æstetiske dom (dommen over om et kunstværk for den enkelte hører til ”de skønne kunster”) bliver et ja hvis beskueren, bliver grebet og fyldes af:

“et interesseløst velbehag – en lystfornemmelse fri for begærlige eller målrettede bagtanker”.